Lyrik er den ældste af de tre litterære hovedgenrer. Ordet ”lyrik” stammer fra det oldgræske ord “lyra”, som betyder lyre. Lyren er et strengeinstrument.
Det tidligste digt var formentlig skrevet af Archilochos i det 7. århundrede f.Kr., men mest kendt fra den tid er Sappho fra den græske ø Lesbos, som indledte traditionen med at skrive mere personlige digte. Senere opstod lyrik i resten af Europa som heltekvad eller sagn. I dansk sammenhæng var de første eksempler på lyrik den religiøse lyrik eller salmer, der opstod efter reformationen i 1500-tallet og blev foreviget af digteren Thomas Kingo.
I modsætning til epik og dramatik, som baserer sig på handlingsforløb, udtrykker lyrik stemninger, oplevelser, sanser og tanker uden nogen historie. De fleste digte er skrevet i et mønster i form af vers og et gennemtænkt mønster af tryk og endelser, altså rim. Dermed spiller lyrik ikke kun på ordenes betydning, men også på deres klange, deres lyde. Lyrikken går efter vellyd. Det skal lyde smukt.
Lyrikken, modsat prosa, kendetegnes ved dens typografiske opsætning. Derfor stilles linjerne i digtformen op under hinanden som verselinjer, der ofte samles i strofer – verselinjeblokke. I den ældste lyrik, men også i senmoderne lyrik som i fx rappen, spiller musikalske elementer som klang, rytme og rim en central rolle. Lyrik kendetegnes desuden ved de mange sætningsbrud og brugen af billedsprog (troper). At der er brud på sætningernes opbygning, giver lyrikken stor frihed i forhold til den normale grammatik og syntaks. At der gås meget op i brugen af billedsprog, giver lyrikken mulighed for at sammenpresse betydning i sproglige billeder og at gøre denne meget præcis.
I nogle former for lyrik gør billedsproget det modsatte: den gør betydningen flertydig og derfor mere uklar og vanskelig at forstå for den utrænede lyriklæser. Ikke desto mindre kan dette være meget spændende som en sproglig rebuslabyrint!En undtagelse fra de lyriske traditioner i Danmark, er de lyriske folkeviser fra Middelalderen, der fortæller en episk historie med en fremadskridende handling. Folkeviserne er også rimede og klanglige, men de har netop en beretning at fortælle for sine tilhørere. Man kan kalde dem for episk lyrik.
Tidslinje
600 f.Kr.
Sappho, Lesbos, skrev kærlighedsdigte
16-1700-tallet
Thomas Kingo (DK), tidens største salmedigter
17-1800-tallet
Ludvig Holberg (DK), Danmark, påvirket af Oplysningstiden og fortaler for enkel og satirisk digtstil
1850
Charles Baudelaire (Frankrig), Modernismens stamfader, især kendt for digtsamlingen “Les Fleurs du mal” (1857)
1807-1830
Adam Oehlenschläger (DK), dyrkede nationalromantikken, naturen og fortiden
1900
T.S. Eliot (UK), præget af Modernismen og fransk symbolisme og vinder Nobels litteraturpris i 1949 – en stor anerkendelse bredt betragtet af den moderne lyrik1950\’erne – Klaus Rifbjerg (DK), skildrer med modernistisk poesi de psykologiske konflikter i dagligdagen1970’erne – Vita Andersen (DK), fortæller sammen med en lang række andre hverdagsrealistiske lyrikere om moderne kvinders stilling i hjemmet og samfundet midt i en opbrudstid efter 2. verdenskrig. Hun holder sin lyriske stil i en udtalt enkelthed, der næsten minder om prosa.
1980’erne
Michael Strunge (DK), søger efter tilværelsens mening i digte, der både er romantisk prægede og modernistisk formeksperimenterende.
2009
Lone Hørslev (DK), skriver skilsmissedigte om hverdagens problemer i en tilbagevenden til 1970’ernes hverdagsrealitiske digtning, men nu med flere sprogligt ironiske lege og dermed sproglige bevidsthed.
