Tyske soldater

Originalversion af Tove Ditlevsen

Trætte tyske soldater
går i en fremmed by
med forårets lys over panden;
de ser ikke på hinanden.
Trætte, tøvende, sky,
går de mod nederlaget
midt i en fremmed by.

Dem har vi lært at hade,
ingen forstår deres sprog,
og møder vi deres blikke
blir vort som en lukket bog.
Er de mon kammerater
de trætte, tyske soldater,
eller er hver mand ensom
og taler de hver sit sprog?

De går i det sidste forår,
de gik her i regn og storm -
dengang var den mindre lurvet,
den hæslige grå uniform.
Dengang haded vi mere blindt
hvert lavsindet træk vi fandt,
nu undres vi, om der findes
en tænkende sjæl iblandt?

De trætte tyske soldater,
hvis sprog er hastigt og hårdt,
går i en hærget og fremmed by
langsomt dør lyden bort
af slæbende støvlehæl
der tramped på os og vort.

De trætte tyske soldater
er gamle af gru og mord.
Måske ville øjnene gerne
følge et stjernespor,
måske ville tanken gerne
fange en melodi
af forårets fine kulde,
før alle ting er forbi?

Men snart skal vi varsomt løse
et skælvende Danmark fri,
og snart går de støvlehæle
for sidste gang døden forbi,
og snart er kun hadet tilbage
af seks års fortærende krig.

Nu gemmes de blanke våben
dybt i den danske jord
hver mand har kniven åben,
for mord skal hævnes med mord -
men trætte tyske soldater
går i et solblåt gry,
midt i det sidste forår,
midt i en fremmed by.