Lær mig, O Skov! At visne glad

Originalversion af Adam Oehlenschläger

Lær mig, o Skov! at visne glad,
Som seent i Høst dit gule Blad.
Et bedre Foraar kommer,
Hvor grønt mit Træ skal herligt staa
Og sine dybe Rødder slaa
I Evighedens Sommer.

Lær mig, o lille Trækfugl, Du!
At svinge mig med freidig Hu
Til ubekiendte Strande!
Naar Alt er Vinter her og Iis,
Da skal et yndigt Paradis
Mig sikkert aabent stande.

Lær mig, Du lette Sommerfugl!
At sønderbryde tunge Skiul,
Som nu min Frihed tvinger.
En Orm jeg kryber end paa Jord,
Snart flagre høit, af tynde Flor,
De gyldne Purpur vinger.

Du, som fra Skyen smiler hist,
Min Mester, Lærer, Jesu Christ!
Lær mig at tvinge Sorgen.
Sving for mig Haabets grønne Flag!
Langfredag var en bitter Dag,
Men skiøn var Paaskemorgen.

Nu sætter mig ved Gravens Læ
Endnu det lille Kors af Træ
Til kiærligt Venskabs Minde;
At mine Børn, ifald de kom
Og fandt den gamle Hytte tom,
Dog kan mit Gravsted finde.