Jeg har været på spritten

Originalversion af F.P. Jac

Jeg har været på spritten lige siden jeg fandt rede på mig selv,
sen i blomst nægtede jeg krigstruslerne afstod fra for eller imod
kristus og begyndte at tage mine egne billeder rapt ud af huden,
forsvandt i alle afgørende øjeblikke for at finde ro på et ydersted,
finde værd måske ved en pigetinding der tydeligt afspejlede orgasmen,
jeg måtte ud af støjen med en finger i munden og blomster i håret,
finde et hjørne og tømme en balle gin mens bladene sprang fra alle
træerne jeg mener jeg duer bedst på grænsen til whisky og porter,
og intet billede vil kunne overraske i mit vinduetilhold om natten,
nul og nix jeg er dranker men jeg bærer på et af de største og
mest ømme jordiske hjerter det har jeg utallige store sorte katte på,
spørg pigerne på gaden de kender min tilstand de ved hvordan jeg
vil kæles i nakken de ved hvordan tungen skal lægges på næsen,
de vil kunne bekende at jeg er det sidste fra det æstetiske univers,
jeg har været på angsten længere en tulipanen vist står mod til,
jeg har elsket flere glansbilleder end de fleste vil kunne forstå
i sorg og forvirring jeg har set rummene falde ned som krystalis,
jeg har været på spritten længe siden at digtet og kærligheden
blev en mulighed og set en mor der skiftede karakter mens hun græd,
jeg har set dem døende tømme sig mens de kaldte fortvivlet på en
far der ikke fandtes jeg har set pulsen helt åben tidligt om morgen,
og jeg vil ikke ud af det jeg vil ikke dæmpes jeg vil sgu se de
piger når de overlader mig deres kønsåbning og ber mig om at stække,
jeg vil sgu nuancere jeg vil udstråle vrangen jeg vil gøre alle
smukke og alle skal komme til at se blomsten skyder fra selve lorteklumpen
der er ingen forskel på muld og gødning der er livet,
ingen skal nægte mig min umådelighed jeg hører til i en kulturpause,
jeg hører til et tomrum inden verden jeg hører til af en verden.