Gaden

Originaltekst af Emil Bønnelycke

Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slaar.
travle Butikker, hvor Dørene knalder og gaar.
Ruslæderstøvler i Vinduer og Laksko i Spejle.
Hovslag i Asfalt, der klinger som Logulv for Plejle…
Summende Cykler, Ekspresbud og Lynskud af Postbud.
Sminkede Piger, og Skinger af pibende Drenge.
Kaos, der klinger mangfoldigt og hvileløst længe

Hvide Markiser blafrer og flagrer i Blæst.
Politi patrouillerer med Handsker paa, stundom til Hest.
Konditorens bugnede Rude med Cremchokolade
indrammet i Skilte, der skriger paa Husets Facade…
Ungdom og Latter, og Puf af en Arm – saa en Barm.
Fodtrin af himmelske Fødder, saa smaa og saa lette.
Ild dybt i Øjne, der smiler saa lønligt kokette.

Herolden raaber. Kinemaets Kontrollør
staar foran manende Rædsler af Film i en Dør,
faldbyder Helte, som falder fra femte Etage,
Mordnat, Joe Debbs og løver og Cirkusmenage.
Sværger, at Biler, Revolver og Bloddunst er god Kunst.
Se dog et glimt af det spændende paa vore Døre,
kunstnerisk malerisk Koster i alt en Snes Øre.

Avissælgerraab: ”Krigen! Lloyd George vil ha’ Fred!”
”Gorki har tjent under Tyskland i Hemmelighed”.
Bladhandlerkrøblinge, Laser, men glade Gemytter.
Træthed og Armod i Stemmen, naar rigtig man lytter…
Manden, der sælger Aviser, er Liv, som forliser.
”Sidste Nyt fra i Dag! ”Hej!” En Avis til Cyklisten.
”Kerenskij udtaler sig skeptisk i ”Anarkisten”.

Boghandlervindu. Kafe. En Tjener i Hvidt.
Whiske i Vinstuer. Tryglen om naadig Kredit.
Fulde og Gamle, og Smaabørn, der kommer fra Skole,
bærer den barnligste Uskyld bag Kofte og Kjole.
Frugtbod med Gulerod, duftende Porrer og Peberrod.
Æbler og Syden. Messina i Blodappelsiner.
Kunder, der venter ved Disken med søvnige Miner.

Lærlinge, Lastbiler, Duft af blaa Røg, Benzin.
Tønder paa Vogne og Flasker i Kurve med Vin.
Ak, i min susende, tusendfold sansende Hjerne,
strømmer en hedere Vin end Pommard og Sauterne.
Kaffevogn! Manden faar Glorie for sin Cikorie.
Konen med Blomster, Narcisser og Liljer, staar ene.
Hører du, Kvinde, den Storm i dit Hjerte af Stene?…

Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slaar.
Det er den elskede Gade, som gennem mig gaar…
Det er det hvirvlende Liv med omhvirvlede Sjæle,
som i mit Hjerte har samlet sig, og i mit Mæle…
Folk og Butikker, Markiser, og Fodtrin på Fliser.
Malstrømmen, Menneskelivet, der myldrer og stimer.
Sporvogn, der brummer, og Klokker, der klinger og kimer.

Hentet fra http://rod-ord.dk/temaerne/

Kommentarer

kommentarer